Frederikshavn Kommune

Tekniker til energistyring og projekter inden for energi, el- og bygningsinstallationer

Vil du stå i spidsen for spændende drifts- og anlægsopgaver – og brænder du for at arbejde med energibesparelser, energistyring og andre projekter indenfor el-området?

Vi søger pr. 1. april 2022 en ny kollega til Center for Ejendomme, Frederikshavn Kommune med uddannelsesbaggrund og erfaring indenfor el-området, og gerne med en overbygning som f.eks. maskinmester eller med anden energi/installationsteknisk uddannelse så som energiteknolog eller energimanagement.

Jobbeskrivelse
Du bliver en vigtig del af Center for Ejendommes teknikergruppe, og kommer til at samarbejde med både tekniske servicemedarbejdere i driften, kollegaer i Drift og Vedligehold samt i Bygherre og Anlæg.

Opgavemæssigt får du bl.a.:

  • det koordinerende ansvar af Kommunens energistyringssystem, Omega EMS, og hermed ansvar for både drift- og udvikling af systemet sammen med værktøjets brugere
  • ansvar for at udbygge Omega EMS – forventeligt ved brug af IoT teknologi for dataopsamling
  • ansvar for at udføre Kommunens energiindsatser i de kommunale ejendomme sammen med den øvrige teknikergruppe
  • bliver en del af tværgående rådgiverteams, som forestår udbud af planlagt vedligehold og anlægsopgaver, hvor dit fokusområde vil blive elprojektering, beskrivelsesarbejder, tilsyn o.lign., blandt andet vedr. ABA anlæg elevatorer, belysning, tavleudskiftning .

Vi forventer, at du:

  • har en praktisk baggrund som elektriker, og nogle års erfaring med tekniske installationer, så som CTS anlæg og lignende bygningsautomatiske installationer
  • har udbygget dine faglige kvalifikationer med f.eks. maskinmesteruddannelse eller anden uddannelse med fokus på energi/installationsoptimering
  • arbejder selvstændigt, men samtidig forstår vigtigheden i sparring og videndeling med både kollegaer og bygningsbrugere
  • er god til formidling – både mundtligt og skriftligt
  • er habil IT bruger, gerne med erfaring inden for programmer til projektering, f.eks. belysningsdimensionering, økonomikalkulation o.lign.

Vi tilbyder:

  • udfordrende og selvstændige arbejdsopgaver med stor mulighed for udvikling af dig selv, din faglighed og jobbet
  • teamsamarbejde med kollegaer, som har en bred uddannelsesmæssig baggrund, der kan bruges til sparring omkring opgaver, og som gerne vil arbejde på tværs af opgaver samt i Center for Ejendomme
  • ansvar for kommunens energistyringsarbejde, som blandt andet anvendes til kommunens afrapportering for Klimaarbejdet – se https://www.energibyen.dk/erhverv/gron-omstilling/frederikshavn-kommunes-dk2020-klimaplan/
     

Center for Ejendomme, Frederikshavn Kommune er en spændende virksomhed, som varetager alle ejendomsrelaterede opgaver, og indeholder både bygherre samt driftsherrerolle.

Kompetencer og evne til at analysere, vurdere og rådgive omkring drift, vedligehold og udvikling af ejendomme er således samlet i Center for Ejendomme.

Center for Ejendomme er organiseret i tre afdelinger: Bygherre & Anlæg, Drift & Vedligehold og Ejendomsadministration
Beskriv i din ansøgning, hvordan du kan bidrage til at udvikle og professionalisere Center for Ejendomme i rollen som kommunal byg- og driftsherre og kom gerne ind på dine interesser indenfor energisparearbejde.
 
Stillingen, der er på 37 timer pr. uge, ønskes besat pr. 1. april 2022 eller snarest muligt.
 
Løn og ansættelsesvilkår efter individuel forhandling, med afsæt i gældende overenskomst, efter principperne i lokal løndannelse.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt 18. februar 2022.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Bo Niebuhr på telefon 9845 6208