Frederikshavn Kommune

Projektleder byudvikling

Vil du være vores nye projektleder for byudvikling?

Byudvikling af midtbyerne
Vores tre hovedbyer, Frederikshavn, Sæby og Skagen er i rivende udvikling og vores byråd er særligt optaget af at sikre gode vilkår for den fortsatte udvikling af vores bymidter. Bymidterne rummer en masse potentiale og er katalysator for centrale dele af byens liv. Vi ønsker derfor at forny og nytænke plangrundlagene for hovedbyerne og rammebetingelserne for de centrale bymiljøer.

Udfordringerne for vores 3 største bymidter er forskellige og mulighederne mangeartede. Derfor vil vi sætte målrettet fokus på at skabe de bedste planmæssige rammer for byernes fremtidige vækst.

Din rolle som projektleder
Vi har brug for dig, der kan være med til at sætte retning og være tovholder på vores indsatser i midtbyplanlægningen i de kommende år. Sammen med borgerne, erhvervslivet og politikerne. Med udgangspunkt i vores bæredygtighedsdagsorden og den fælles udviklingsstrategi for kommunen.

Som projektleder bliver du en væsentlig holdspiller og skal spille sammen med mange gode kræfter i og omkring kommunen. Vi lægger vægt på, at du i din projektledelse:

  • skaber resultater gennem samarbejde på tværs
  • vedholdende og engageret følger op på projektets indsatser
  • kontinuerligt kommunikerer ambitioner og resultater
  • giver plads til inspiration og nye perspektiver på byudviklingen

Er du den rette?
Du er den rette for os, hvis du brænder for byudvikling og har et blødende hjerte for projektledelse og realisering af projekter. Det er væsentligt, at du i forvejen har solid erfaring med byudvikling, som arkitekt, byplanlægger, projektleder eller lignende.

Organisationsmæssigt bliver du en del af Teknik og Miljø, som spænder bredt inden for lokalplanlægning, arealudvikling, byggesager, samt natur og miljø.

Yderligere info
Har du spørgsmål til denne spændende stilling, så ring meget gerne til Centerchef for Teknik og Miljø, Birthe Berg på 9845 6316 for yderligere afklaring.